23948sdkhjf

Løvens Hule-virksomheds omsætning er steget 600 procent

Nu vil virksomheden være kendt som mere end den, der var på tv

Sidste år blev et ganske godt år for aalborgensiske Errant, der er kendt fra Løvens Hule. Det skriver Nordjyske.

Stifter og direktør Christian Fuglsang fortæller, at sneaker-virksomheden har øget omsætningen med 600 procent, men han kan, af hensyn til sin investor, ikke komme ind på de konkrete tal.

Han tilskriver en del fremgangen Errants medvirken i Løvens Hule for godt et år siden.

Men nu er opgaven at blive kendt som mere end "dem fra tv".

Fra minus til plus

Errant blev grundlagt i 2020. Første regnskabsperiode, 2020/21, endte med et underskud på 171.866 kroner, men det skræmte ikke Christian Fuglsang.

Han hæfter sig ved, at det er helt normalt for nystartede virksomheder at have røde tal på bundlinjen i de første leveår.

Derfor er han også ekstra glad for, at det netop offentliggjorte regnskab for 2022 viser et overskud på 145.944 kroner.

- Det ville ikke have været en katastrofe, hvis vi havde lavet et underskud her i år to. Vi er indforståede med, at hvis vi skal fortsætte vores vækst, skal der også bruges nogle penge. Så det er ikke nødvendigvis nu, vi skal trække halve og hele millioner ud af virksomheden, siger Christian Fuglsang og tilføjer:

- Men når det er sagt, er jeg selvfølgelig glad for, at vi laver et overskud.

At der er blevet solgt flere produkter i det forgangne år, skyldes blandt andet at Errant har udvidet sortimentet med en tøjkollektion, som kunderne har taget godt i mod.

- Det er en svær disciplin, når man introducerer noget nyt. Hvad skal man have at forventninger? Kommer det til at gå godt? Det er svært at forudsige, men vores kunder har taget rigtig godt imod det, siger Christian Fuglsang.

Han løfter samtidig sløret for nogle af virksomhedens fremtidsplaner.

Lidt mere kant

Errant kom ud fra løverne med en investering på 400.000 kr. fra Christian Arnstedt, der til gengæld fik 20 procent af virksomheden.

Christian Fuglsang er glad for både investeringen og den eksponering, som Løvens Hule medførte, men han er også klar over, at der skal mere til for at fremtidssikre virksomheden.

- Det er fint at være på tv, men det er jo også et "her og nu"-boost, og så dør det lige så stille ud igen, siger direktøren, der i dagene efter programmet løb hen over skærmen i marts sidste år så webshoppens besøgstal stige.

En af de ting, som er med til at udbrede kendskabet til Errant, er samarbejdet med andre virksomheder. For eksempel ølmærket Anarkist, som var med til at designe et par sneakers, der blev udsolgt på under 24 timer.

- Noget af det, der ligger i pipelinen, er kampagner med nogle spændende brands, så vi ikke bare er kendt for at være et fashionbrand, som sælger produkter i god kvalitet, men der ligesom er lidt mere kant på tingene, siger Christian Fuglsang.

På den længere bane håber Errant også at slå igennem på det internationale marked.

Se nøgletal for:
Læs mere om: Sko
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.636